Fotostudie eller udendørs på lokation?
Det kommer an på, hvad det er for nogle billeder, du ønsker. Fotografering i fotostudie egner sig godt til det klassiske portrætfoto både til dyr og mennesker. Det kan tages hele året rundt uanset vejr og vind og tid på døgnet. Det giver et flot og tidsløst portræt.
Fotografering udendørs på en lokation kan give nogle mere afslappede og naturlige billeder, hvor man fx som børnefamilie kan lege og fjolle sig igennem fotograferingen og ikke behøver posere på samme måde som i et fotostudie. I behøver ikke engang kigge i kameraet hele tiden.
Selve lokationen kan også føje en stemning til billedet og/eller fortælle noget om dem, der er på billedet. En skovfoged skal fotograferes i skoven – for at give et eksempel.
Omvendt stiller udendørsfotografering krav til vejr og vind og tid på døgnet og året. De bedste udendørsbilleder tages i skygge og overskyet vejr, lige efter solopgang eller lige før solnedgang.
Udendørsbilleder kan i princippet tages året rundt, men de fleste får dem taget i sommerhalvåret, fordi det ellers kan blive en kold affære. Omvendt er efterårets farver smukke, og sne har også sin charme.
Endelig vil der altid være en risiko for aflysning ved udendørsfotografering, hvis det regner (lidt regn er ok) eller blæser voldsomt. Så får du/I selvfølgelig altid en ny tid hurtigst muligt.